Parfumeekspertens 3 bedste tips

Zarko Ahlmann Pavlov er Danmarks eneste praktiserende parfumør, og manden bag Zarkoperfume. Mød ham her og få hans tre bedste tips, når du skal vælge parfume

Zarko er manden bag Zarkoperfume | SKØN
Så godt kan andre lide artiklen:
30 votes, average: 4,27 out of 530 votes, average: 4,27 out of 530 votes, average: 4,27 out of 530 votes, average: 4,27 out of 530 votes, average: 4,27 out of 5

Hvis du spørger Zarko Ahlmann Pavlov, så er  parfume den vigtigste beklædning, for den afgiver duften af dig!  Derfor skal du bruge tid, når du er på jagt efter en ny parfume

Tre parfumetips fra Zarko

1.

Test parfume på huden

“Du ser kun skyggen af en parfume, hvis den ikke kommer på huden. Påfør derfor et sprøjt bag hver øre og på håndleddet. Har du en kort kjole på, så påfør blot på håndled og i knæhaserne, og lad halsen gå fri. Når du går, trækker du et lille let og transparent spor efter dig, uden at du vækker for meget opmærksomhed.”

2.

Test ikke for mange dufte ad gangen

“Når du skal finde den duft, du elsker, skal du fordybe dig lidt mere i processen, for så finder du kronjuvelerne blandt rigtig mange dufte. Du skal kun prøve to ad gangen – en på hvert håndled – og så skal du gå hjem og prøve at nyde duftene og se, hvordan de fungerer med din egen duft. Måske tager det en måned eller halvanden at finde den rette, men du kommer virkelig ud på en superfed rejse. Og du minimerer fejlkøb!”

3.

Tag parfume på flere gange om dagen

“En duft skal ikke holde i 10 timer! En acceptabel duft skal holde i fire-fem timer. Hav derfor din parfume med i tasken, så du kan påføre et sprøjt mere i løbet af dagen og på den måde lade duftens magi starte forfra. Jeg påfører selv to-tre gange om dagen.”

“Jeg vil lave parfume til den dag, jeg dør”

Den tidligere tøjmand Zarko Ahlmann Pavlov har i dag fundet sin helt rette hylde, og med sine ekstremt personlige duftkreationer har han begivet sig ud på en unik parfumerejse drevet af passion og kærligheden til den danske natur.

Parfumen starter med en tanke

En parfume starter med en masse tanker, når jeg nyder naturen. Vi har så meget at byde på herhjemme og så mange dufte, og jeg finder al min inspiration oppe ved Sjællands nordkyst, hvor jeg bor. Tankerne bliver til et langt manuskript, hvor jeg genkalder følelserne fra mine oplevelser, og så finder jeg stille og roligt ud af, hvordan jeg får følelserne ned i en flakon. Og det tager altså nogle år!

Næste parfume fuld af vildskab

Du bliver ramt af den danske natur med 280 kilometer i timen, når du dufter til min næste parfume, jeg lancerer. Jeg er blevet inspireret af den seneste storm, vi havde, hvor jeg stod klokken to om natten med to kæmpestore projektører nede ved vandet og kiggede ud på havets brusen og mærkede saltvandet og den kolde blæst i ansigtet. Det var fantastisk. Duften er overvældende og dramatisk, men kun et par minutter, så lægger den sig. For den er en del af mig – og jeg er et meget roligt menneske.

Min hustru er min eneste rådgiver

Min hustru er den eneste, jeg spørger til råds, når jeg laver mine dufte. Vi har ingen testpersoner eller marketingfolk, som blander sig. Hver parfume bliver lavet fra bunden og er min idé, mine følelser, min sjæl. De er en stemning, jeg vil skabe. Det håber jeg virkelig, at folk kan dufte og mærke.

Første parfume var Old Spice

Den første parfume, jeg faldt for, var Old Spice. Det var den, jeg havde råd til. Det er sjovt, for hvis du læser om Old Spice, er det en fantastisk komponering. Den kan stå på mål i dag med selv de største brands, hvis du spørger mig. I dag bruger jeg dog kun mine egne dufte.

Parfumen er det vigtigste

Parfume er den vigtigste beklædning, for den afgiver duften af dig! Den er derfor den mest personlige del af dit outfit, synes jeg, og den er faktisk også med til at afgøre, om andre personer bliver tiltrukket af dig.

Parfume er seksuelt

Det er bevist, at bestemte råvarer, især visse duftmolekyler, kan forstærke den seksuelle tiltrækningskraft mellem mennesker. Alle mine dufte har den evne, ha, ha, men særligt Molécule No. 8, Ménage à Trois og Pink Molécule.

Jeg ved ikke hvad jeg laver om 10 år

Jeg aner ikke, hvad jeg laver om 10 år, men jeg ved, at jeg vil lave parfume til den dag, jeg dør. Så meget elsker jeg det. Nogle gange finder man bare sin plads. Jeg nærmer mig de 50 år og synes, jeg har fundet det, jeg kan. Og når der er rigtig mange, der fortæller mig, at de synes, jeg gør det godt, så begynder jeg også at tro på det.
Mit mantra har altid været, “hvad ville du gøre, hvis det ikke drejede sig om penge? Hvad ville du bruge dit liv på?” Når du spørger dig selv om det, popper der rigtig mange skøre tanker op, men det sværeste er at tage springet. Det gjorde jeg med mine tøjbutikker, hus, børn og Zarkoperfume, men for mig var det vigtigt, at det ikke skulle dreje sig om penge, men om at forfølge min passion, før det blev for sent.

Om Zarko Ahlmann Pavlov

Zarko Ahlmann Pavlov er Danmarks eneste praktiserende parfumør, og siden 2008 har han gjort det til sin passion og levevej at skabe parfumer, som indfanger den nordiske æstetik og natur. Han har høstet mange priser og anerkendelse, og Zarkoperfume forhandles i dag i 31 lande.

Hvor godt kunne du lide artiklen?
1 Hjerte2 Hjerter3 Hjerter4 Hjerter5 Hjerter (30 votes, average: 4,27 out of 5)
Scroll ned til næste artikel