“Kærlighed er det, du bliver smukkest af”

80-årige Susse Wold er stadigvæk en drøm at se på, og spørger du skuespillerinden selv, så holder hun sig blandt andet skøn og sund med enkle beautyrutiner, lange gåture og et liv fyldt med kærlighed.

Susse wold elsker enkle produkter og beautyrutiner
Så godt kan andre lide artiklen:
14 votes, average: 3,71 out of 514 votes, average: 3,71 out of 514 votes, average: 3,71 out of 514 votes, average: 3,71 out of 514 votes, average: 3,71 out of 5

Susse Wold er indbegrebet af skønhed og klasse, og hendes beautyrutiner er forholdsvis nemme at kopiere, hvis du, ligesom os, drømmer om at ligne den danske diva.

Har du en fast skønhedsrutine?

Jeg sørger altid for at rense min hud grundigt. Jeg bruger Matas Micellar Water Alt-i–en ansigtsrens eller Ole Henriksens The Clean Truth Renseskum. Når jeg rejser, bruger jeg Oles Truth on the Glow renseservietter, som er nemme at have med på farten. Til mit hår bruger jeg af og til frisørmærket Oribes Gold Lust tørshampoo. Det er nemt de dage, hvor jeg ikke har tid til at vaske hår.

Hvilken makeup foretrækker du på hverdage?

Jeg bruger ikke meget makeup til daglig. Jeg starter altid med den gule creme fra Clinique. Måske blander jeg lidt af min Shiseido Synchro Skin Glow Foundation sammen med den gule creme for at fortynde makeuppen, så jeg ikke ser sminket ud, og så bruger jeg Great Lash Very Black fra Maybelline.

Har du et skønhedsprodukt, du sværger til?

Min absolutte favorit er Estée Lauders ‘tryllecreme’ DayWear Sheer Tint Release. Den blender ind i min hudfarve og har også SPF 15. Jeg behøver egentlig ikke andre makeupcremer end den. Den kan friskes op i løbet af dagen med mineralpudder og lidt rouge.

Din yndlingsduft?

Jeg vil aldrig oplyse, hvilken duft jeg bruger. Det må være en kvindes hemmelighed.

Hvordan forkæler du dig i skønhedens navn?

En god massage elsker jeg at få, helst af en mandlig massør, for de har flest kræfter i hænderne. Og så er jeg vinterbader og elsker det kolde gys, som sætter ordentlig gang i blodcirkulationen.

Efter mange år i filmbranchen har du da opsnappet et skønhedstip eller to?

Det er ikke i filmbranchen, man lærer de bedste skønhedstip, og det er jo ikke altid, man skal fremstå som smuk, heldigvis. I min sidste film, ʻJagten’, skulle jeg være det modsatte af smuk. Hvis jeg skal have gode råd, ringer jeg til min ven Dennis Knudsen. Ham får jeg tips af hele tiden, fordi han holder sig opdateret. Skal jeg eksempelvis have håret til at fylde mere, bruger jeg Dennis’ Styling Powder, som giver ekstra volumen.

Er der et look fra din ungdom, hvor du tænker: “Hvad tænkte jeg dog på?”

Jeg fortryder ikke, hvordan jeg så ud som ung. Når man er ung, er man smuk, lige meget hvad man har på, og hvilken makeup man bruger.

Hvad holder du mest af ved dit udseende i dag?

I dag er jeg mere glad for det, jeg har indeni, end for mit udseende. I min nye bog ʻBevægelse’ fortæller jeg om, hvad jeg har foretaget mig, som har givet mig grænseoverskridende ydre og indre oplevelser. Oplevelser, som har berørt mig, underholdt mig, udfordret mig og givet mig mod til at tage 10 år mere.

Er det en bestemt kvinde, som du beundrer?

Jeg beundrer alle kvinder, som har mod til at være sig selv og kræfter til at udvikle sig hele tiden. Man er selv herre over, om ens liv udvider sig, eller om det skrumper.

Hvordan har du det med at blive ældre?

Det er mange år siden, jeg bestemte mig for ikke at lade en gammel person invadere mine tanker og min fysik. Gud være lovet, har jeg stadig en fysik, der fungerer, og noget godt bindevæv, som jeg har arvet fra min mor. Alder er efter min mening ikke kun et livsafsnit. Det er en sindstilstand! Og så husker jeg mig selv på, at kærlighed er det, du bliver smukkest af. Både af den, du giver, og den, du får. Husk på, hjertet får aldrig rynker.

Hvad gør du for at holde dig sund og frisk?

Jeg forsøger at spise fedtfattigt. Jeg drikker ikke, kun et enkelt glas en gang imellem, og forsøger at spise mange grøntsager og godt med protein. Jeg går ture og prøver at gå 10.000 skridt om dagen, mens jeg lytter til en god bog.

Har du en guilty pleasure?

Det er svært for mig helt at holde mig fra søde sager, selv om jeg ved, at det giver ustabilt blodsukker. Hvis jeg i Irma ser deres flødeboller, kan jeg godt købe en kasse med seks stykker og straks spise de tre af dem.

Mere om Susse Wold

80-årige Susse Wold er en ægte filmdarling, som har medvirket i et hav af danske tv-serier og spillefilm. Hun spillede blandt andet over for Dirch Passer i ʻSommer i Tyrol’ fra 1964, spillede Gitte Graa i ʻMatador’ fra 1979 og har senest medvirket i Thomas Vinterbergs film ʻJagten’. Privat bor hun med sin mand, Bent Mejding, i en lejlighed nord for København, og så er hun netop aktuel med sin bog ʻBevægelse’

Hvor godt kunne du lide artiklen?
1 Hjerte2 Hjerter3 Hjerter4 Hjerter5 Hjerter (14 votes, average: 3,71 out of 5)
Scroll ned til næste artikel