Sahar Mohajer – Kvinden med de magiske hænder

En tur på briksen hos Sahar Mohajer er ikke bare et spørgsmål om at gå derfra med en flottere hud.

sahar mohajer | SKØN
Så godt kan andre lide artiklen:
0 votes, average: 0,00 out of 50 votes, average: 0,00 out of 50 votes, average: 0,00 out of 50 votes, average: 0,00 out of 50 votes, average: 0,00 out of 5

En tur på briksen hos Sahar Mohajer er ikke bare et spørgsmål om at gå derfra med en flottere hud, for Sahar plejer også din krop og din sjæl med sit helt specielle touch, der har gjort hende til en af de mest anerkendte hud- og kropsterapeuter i Danmark.

Ud over at pleje folks hud, behandler du også deres sjæl. Hvordan?

Du kan også tænke på sjælen, som dit indre jeg eller dit sande jeg, og det, jeg oplever, er, at når jeg behandler en person, får jeg vedkommende til at slappe mere af, så han eller hun får bedre kontakt med sit sande jeg og får ro i tanker og sind. Rigtig mange mennesker stresser over at skulle være perfekte, og når de indser, at det er umuligt, bliver de endnu mere ulykkelige, og det går ud over kroppens selvheling – og huden. Jeg arbejder derfor mere i dybden og hjælper folk med at højne deres kropsenergi, så kroppen bedre kan hele sig selv.

Hvordan ser du, at det indre og huden spiller sammen?

Når du går igennem en hård periode i dit liv, går kroppen i overlevelses-mode. Det betyder, at alt energi og næring først og fremmest går til de vitale organer, og her står huden altså sidst i køen! Desuden tror jeg på, at alt det, vi gennemgår, at alle de følelser sætter sig fast på kroppen og i huden, og går så dybt som ind i cellerne. Derfor behandler jeg ikke bare huden overfladisk.

Hvad kan konsekvenserne være, når vores indre ikke er harmonisk?

En konsekvens kan være, at vi kommer til at gøre desperate ting for at se godt ud. I mine øjne kunne det for eksempel være botox eller plastikkirurgi. Jeg vil hellere hjælpe folk med at lære at acceptere, at du ikke kan være perfekt. Det kan ingen være. Folk skal derfor ikke gå fra mig med den ʻperfekte’ hud, men hellere med ro i sindet og følelsen af, at de er et nyt menneske rent mentalt.

Hvordan finder vi bedst en god balance i krop og sind?

Meditation og mindfulness er super vigtigt og noget af det mest naturlige, som mange faktisk gør ubevidst. Du bør også scanne dig selv hver morgen og mærke efter, hvad du har brug for. Og gør så noget for dig selv hver dag, som du elsker eller brænder for. Jeg bliver for eksempel glad og lykkelig, når jeg tager et kursus og lærer noget nyt.

Hvilke livsstilsvaner giver os flest hudproblemer?

Solen – den skræmmer mig mest! Den skandinaviske hud er bestemt ikke egnet til, at du skal grille under solen, og selv om der heldigvis er kommet mere fokus på solbeskyttelse, oplever jeg stadigvæk mange, der dyrker den for meget og som får solskadet hud.

Hvilke hudplejeingredienser kan især udrette mirakler?

Jeg tror ikke på mirakler, ha ha, men A- og C-vitamin er bestemt de bedste til at styrke og genoprette huden.

Hvilke hudplejefavoritter ville du nødigt undvære?

Jeg elsker min T.L.C. Sukari Babyfacial Peeling med AHA og BHA-syrer, der polerer huden og giver glød. To gange om ugen bruger jeg Avedas Intense Hydrating Masque, som giver ekstremt meget fugt. Og så elsker jeg den følelse, min hud får, når jeg bruger Lina Hansons Global Face Serum, der faktisk er en olie fuld af antioxidanter, som beskytter og forbedrer hudens elasticitet.

 Sahars 3 tip til en sundere hud

  • Overdriv ikke din eksfoliering, for du risikerer at forstyrre hudens beskyttende barriere og gøre den sensitiv.
  • Sov i et mørkt soveværelse. En bedre søvn øger niveauet af melatonin – et hormon, der også er en antioxidant og derfor gavnlig for huden.
  • Mediter hver dag for at modvirke stress, for stress øger hudens inflammation og stresshormonet kortisol nedbryder hudens kollagen.

Mere om Sahar Mohajer

Sahar Mohajer har arbejdet som hud- og kropsterapeut i 15 år. Hun har altid haft stor trang til at dygtiggøre sig, hvorfor hun blandt andet har uddannet sig i ayurvedisk filosofi, kraniosakral terapi, hypnoterapi, japansk ansigtsløftning, chakrabalancering og healing. Hun driver til dagligt sin hud-, sjæl- og kropsplejeklinik, Sahar’s, i København. Læs mere på sahars.dk

Hvor godt kunne du lide artiklen?
1 Hjerte2 Hjerter3 Hjerter4 Hjerter5 Hjerter (No Ratings Yet)
Scroll ned til næste artikel