Få smukke bryn med microblading

En af de hotteste skønhedsbehandlinger lige nu er microblading, hvor du får lavet dine bryn flotte og mere fyldige med små brynhår, der bliver tatoveret på. SKØNs skribent Lone Elmehøj har testet.

Microblading, kan bedst beskrives som en overfladisk tatovering på øjenbrynene, og det er en forholdsvis ny teknik, hvor man anvender en skarp pen og farve til at skabe fine og naturlige hårstrå i samspil med dine egne hår i øjenbrynene.

Hvem tør prøve microblading?

Jeg må ærligt indrømme, at jeg aldrig har givet mine øjenbryn særlig meget opmærksomhed – med få undtagelser her på det seneste. Til min fødselsdag fik jeg nemlig et lille makeupsæt specifikt til brynene, og da jeg en morgen, med ekstra overskud, kastede mig ud i at male dem lidt op, kom det noget bag på mig, at mine kollegaer straks så en forandring i mit ansigt.

Hmm, kan sådan en lille ting virkelig gøre så stor en forskel?! Det havde jeg ikke lige set komme. Derfor var jeg heller ikke længe om at melde mig under fanerne, da SKØN efterspurgte en modig person på redaktionen, som kunne tænke sig at få lavet bryn med permanent makeup.

Se ogsåSKØN tester - En facial, der gør en forskel

Inden behandlingen

Jeg får taget et nærbillede af mine bryn og kontakter Line Terkelsen fra skønhedsklinikken Aglaia på Østerbro i København. Jeg håber, hun kan fikse mine bryn, så jeg ikke skal bekymre mig synderligt om dem det næste lange stykke tid.

Til mit held kan Line Terkelsen godt lide udfordringer, og vi aftaler en tid til første konsultation, hvor grundarbejdet skal laves. Jeg modtager et udførligt skriv med praktiske informationer. Jeg synes jeg er godt klædt på til at få lavet det nye sæt øjenbryn.

HUSK! at undgå alkohol dagen før din microblading-behandling, da alcohol fortynder blodet og gør din hud lidt mere følsom

For eksempel skal du undlade at drikke alkohol dagen før, og du bør heller ikke have opholdt dig i solen i dagene optil. I dagene efter behandlingen skal du regne med, at huden kan være lidt øm og kræver masser af fugt i form af pantenol-salve. Det burde jeg nok kunne klare. Nu er jeg for alvor spændt – og ikke mindst meget opsat på at få min første “tatovering”.

Mit ene bryn er ekstra udfordrende, da hårene vokser i forskellige retninger på grund af et ar.

Sådan foregår det

Da jeg møder op hos Aglaia, bliver jeg mødt af Line Terkelsen, som er ejer af skønhedssalonen og blandt andet specialiseret i permanent makeup. Hun viser mig ind i det lyse og hyggelige baglokale, hvor behandlingen skal foregå. Over en kop kaffe bliver jeg nøje instrueret i, hvad der skal ske i den næste halvanden times tid, jeg er der. Første skridt er at smøre mine bryn ind i bedøvende creme, som tager toppen af den “niven”, jeg kommer til at mærke lige om lidt.

Vigtigt med naturligt udtryk

Mens vi venter på, at bedøvelsen virker, fortæller Line, at hun både er uddannet sygeplejerske og kosmetolog. Hun fortæller entusiastisk om vigtigheden i at have et visuelt blik, når man som hende arbejder med skønhedsbehandlinger. Derfor føler jeg mig også helt tryg, da hun går i gang med optegningen af mine kommende bryn. Line anbefaler, at farven på de kommende hårstrå skal være meget lig min egen hårfarve, så resultatet kommer til at se så naturligt ud som muligt.

Jeg må indrømme, at mine håndflader var noget fugtige, mens optegningen stod på.

Det niver lidt

Hun måler og tegner og justerer til, og Line sikrer sig, at vi er enige om målet. Jeg lægger mig godt til rette på briksen, for nu sker det. Line har udstyr og farve klar, og hun laver første strøg med den skarpe pen. Så det næste – og et til. Jeg må indrømme, at det niver lidt, og jeg bliver svedig i håndfladerne og tør slet ikke spørge, hvor mange strøg der egentligt er i sådan en behandling.

Men efterhånden som arbejdet skrider frem, får jeg vænnet mig til de små niv og den lille kradselyd, pennen giver, når den tegner og ridser hen over huden.  Det varer ikke længe, før jeg skal op at sidde til et første tjek af de nye bryn. Line kigger grundigt på sit værk og fortæller, at hun faktisk helst ikke laver brynene helt symmetriske, da hele dit ansigt og din krop jo heller ikke er det. Hun vurderer, at jeg får det mest naturlige resultat ved at lade brynene følge hver deres side af mit ansigt.

Se ogsåDermaroller – alt hvad du behøver at vide

Resultatet

Da Line er ved at være færdig med den skarpe pen, dækker hun begge bryn til med ekstra farve, så den kan trænge godt ind i den åbne hud. Herefter tørrer hun brynene af, og voila – første etape af brynene er så godt som færdig. Line fortæller, at jeg skal forvente, at brynene falmer cirka 20 procent igen. Derfor skal jeg, for at opnå det bedste resultat, have lavet et til to brush-ups i løbet af de efterfølgende par måneder.

Når brynene får farve, ligner det lidt to skovsnegle, men resultatet bliver så fint

Det har jeg nu svært ved at forestille mig bliver nødvendigt, for mine bryn står allerede superflotte nu! Wow, jeg er virkelig overrasket over resultatet, som ændrer mit ansigt markant. Jeg synes nærmest, at det ligner, at jeg har fået et lille ansigtsløft. Det er ret vildt.

Smør, smør og husk solcreme

De efterfølgende dage er det svært ikke at kigge ind i alle spejle og vinduer på min vej. Mine kolleger er også hurtige til at smide komplimenter efter mine bryn, som de har studeret med stor nysgerrighed og beundring. Jeg sørger for at smøre dem godt med den plejende salve, og hvis jeg er ude i en smule sol, får de også faktor 50 på. Efter et par dage mærker jeg, at brynene klør en lille smule – præcis som de skal, mens de heler op, og jeg ser også, at Line får ret med hensyn til, at hun skal give dem et brush-up. For den lille afskalning, der sker, betyder nemlig lige præcis, at farven aftager lidt.

Mit brush-up, som jeg får lavet tre uger senere. Det er relativt hurtigt overstået, for brynenes form er jo allerede på plads.  Så det er kun de små rids i huden med et nyt lag farve, Line laver igen. Herefter venter endnu en gang smørelse og heling af bryn, men så er min behandling også færdig. Og selv om jeg har lidt en smule for skønheden, kan jeg nu for alvor nyde mine smukke bryn, som holder i op til et år.

Det skal du vide om microblading

Hvad er det:

Semi-permanent makeup, der beskrives bedst som en overfladisk tatovering, hvor farven bliver lagt i hudens yderste lag ved hjælp af en tynd skalpel lignende pen

Her testede vi:

Aglaia Klinikken v. Line Terkelsen. Hun bruger allergitestede og EU-godkendte plantefarver. Plantefarverne bliver deponeret ind i hudens yderste lag ved brug af en tynd pen, som specialudviklet til at udføre permanent makeup. Besøg Aglaia Klinikkens hjemmeside her 

Varighed:

Første besøg tager cirka halvanden time. Brush-up-besøg tager cirka 30 -45 minutter. Pris 5.000 kr. (inklusiv brush-ups)  Resultatet holder 1-2 år.