Makeover – Farvel til tungt hår

Rigtig mange kvinder er vanedyr, når det gælder hår og makeup, men det kan altså være sundt at slippe kontrolgenet og komme ud af sin comfort zone. Det var SKØNs læser Elsebeth Thullesen et smukt eksempel på, og derfor valgte vi at forkæle hende med en makeover.

Så godt kan andre lide artiklen:
4 votes, average: 3,75 out of 54 votes, average: 3,75 out of 54 votes, average: 3,75 out of 54 votes, average: 3,75 out of 54 votes, average: 3,75 out of 5

“Jeg har et ekstremt kraftigt hår med naturligt fald, som jeg oftest bare fletter eller sætter op, så det kunne jeg godt tænke mig at blive lidt udfordret på. Jeg har det rigtig godt med min alder og de ældningstegn (og den nye hårfarve), der følger med. Jeg er dog klar til forandring og ser frem til at få sparket til mine hårvaner både i forhold til udtryk og produkter med en makeover. Jeg håber også, at jeg kan få ny inspiration til min makeup – hvad kan jeg for eksempel gøre for at fremhæve mine ansigtstræk, uden at det skal tage mig timer hver dag.”

Frisørens tip til et tykt og tungt hår

“Elsebeths hårfarve er noget uklar og gør ikke det store for hende. Derfor har vi givet hende en masse fine lyse striber. Da afblegningen handler om at skabe et så naturligt udtryk som muligt, har vi lagt dem omkring ansigtet og på toppen og placeret dem, så de både fungerer, når Elsebeth har løst hår, og når hun har det opsat. Resultatet er et hår, der har fået mere liv, uden at man tænker, at Elsebeth har fået det farvet. Hårfarven kan egentlig bare få lov at passe sig selv, indtil Elsebeth igen føler, at farven trænger til en opfriskning.”

Før Elsebeth, 57 år.

Pas på det behandlede hår

“For at opnå den mest optimale hårfarve til Elsebeth og for at reparere og beskytte hendes hår, har vi valgt at give hende en Olaplex-salonbehandling. Det er en molekylebehandling, som genskaber svovl- og saltbindingerne i håret, så det bliver sundere og stærkere. Olaplex er en tre-trins-behandling – nummer et blandes i afblegningen, nummer to påføres i hele håret, og nummer tre er en hjemmebehandling, som Elsebeth skal bruge hver uge hen over de næste par måneder for at vedligeholde behandlingen.”

Få en frisure, der matcher din silhuet

“Elsebeth har for meget hår i forhold til sin krop, så jeg har givet hende et look og en længde, der passer bedre til hendes petit figur og lille ansigt. Jeg har klippet det i en midterskilning, men lavet en frisure, som hun nemt kan sætte til begge sider. Jeg har også klippet ind i det – en moderne version af 90’ernes tunge lag-på-lag. Så vi får åbnet mere op og udnytter hendes flotte naturkrøl. Frisuren kan dog også sagtens fungere, hvis hun vil glatte håret. Man kan sige, at jeg generelt har lavet et hår, der kan meget, og som ikke kræver det store af Elsebeth efter hendes makeover. Formen holder og fungerer stadigvæk meget fint, når håret vokser.”

Sådan styler du dit naturkrøl

“Først har jeg påført vores Booster Serum i håndklædetørt hår, og så har jeg påført 50/50 af Curls Styling Cream og Split End Serum – og rigeligt af det – da krøllet hår faktisk ‘æder’ meget produkt. Jeg fremhæver krøllerne med en diffuser, og når håret er fønnet, bruger jeg et miks af Paste og Split Ends Serum for at give form og glans. Da krøller har det med at være matte, er det vigtigt med masser af glans, og jeg afslutter derfor med en Shine Spray.”

Hårprodukter til Elsebeths makeover

Makeupartistens tip til en naturlig hverdagsmakeup

“For en flot og vellykket makeup kan det betale sig at forberede looket med primers. Derfor har jeg lagt vores Eye Primer på Elsebeths øjenlåg og et lille strejf under øjnene, for det får øjenmakeuppen til at lægge sig pænere og længere. Jeg har også brugt vores Luminizing Primer, hvor lyset naturligt rammer Elsebeths ansigt, for det giver hele ansigtet et løft.”

elsebeth
Efter Elsebeth, 57 år.

Skræddersy din foundation

“Elsebeths hud har en gylden oliventone, så jeg har mikset en gylden og en kold foundation for at matche hendes hud helt perfekt. Det kan faktisk ofte være en god idé at investere i to foundations, så du altid kan skræddersy en nuance, der følger med din huds skiftende toner i løbet af året. Her har jeg brugt vores Skin Velour Foundation, der er nem at arbejde med og gør huden fugtmættet og meget naturlig at se på. Jeg har lagt den i hele ansigtet og på halsen og er kommet godt ud til hårgrænsen, men har været forsigtig omkring den lysnende primer, så Elsebeth ikke får for mange lag makeup.”

Kend penseltricket

“Jeg har arbejdet med gyldne og naturlige jordfarver på Elsebeths øjne, for det klæder hendes mørkeblå øjne og lyse hår. Fordi hun har en smule dybtliggende øjne, har jeg lagt en gylden skygge i den inderste øjenkrog og en highlighter midt på låget for at åbne op og give et løft. Globelinjen har jeg markeret med en mørkebrun skygge, men kun halvt ind på låget, så resten holdes lyst og løftet. Det er vigtigt at bruge kvalitetspensler og være omhyggelig med at få sat skyggerne godt ind i huden med små cirklende bevægelser, så holder det bedre og er nemmere at rette til undervejs med en vatpind, uden for meget af øjenskyggen ryger af.”

Makeupprodukter til Elsebeths makeover

Få fine hverdagsvipper

“En mørkebrun mascara er virkelig flot til Elsebeths farver og bliver ikke for hårdt i udtrykket. Hun har vipper med mellemlængde, så jeg har påført i zigzag-bevægelser for at være sikker på at få samtlige vipper med. Jeg har påført mascara på de nederste vipper ved at holde børsten lodret. På den måde undgår jeg at sætte for meget mascara på huden. Skulle der alligevel komme lidt på, så vent til mascaraen er helt tør og ‘krads’ den blidt af med en tør, brugt mascarabørste.”

Elsebeth om sit nye look

“Jeg synes, resultatet er blevet fantastisk. Nu er det mig, der kommer med håret og ikke omvendt. Jeg har fået et mere harmonisk udtryk, og det er bare dejligt. Jeg er også meget glad for makeuppen, og må helt sikkert få anskaffet mig produkterne.”

Om makeoveren

Elsebeth blev klippet af Gun-Britt Zeller fra Salon Gun-Britt Coiffure i indre København – find hendes hjemmeside her.

Elsebeths makeup blev lagt af Camilla fra Nilens Jord

Kunne du også tænke dig at få en makeover og være med i SKØN, så send os en mail, fortæl et par ord om dig selv og vedhæft en vellignende billede af dig, så kan det være vi kontakter dig, skriv til red@skonmagazine.dk

Hvor godt kunne du lide artiklen?
1 Hjerte2 Hjerter3 Hjerter4 Hjerter5 Hjerter (4 votes, average: 3,75 out of 5)
Scroll ned til næste artikel