Den usynlige fjende: Sådan skader luftforurening din hud

Du tænker måske ikke over det til daglig, men vores luft er fyldt med bittesmå partikler fra bilos og mobilstråling, som er lige så skadelig for din hud som solens stråler. Vi sætter luftforureningen under lup og gør dig klogere på, hvordan du bedst beskytter din hud.

luftforurening skader huden
Så godt kan andre lide artiklen:
0 votes, average: 0,00 out of 50 votes, average: 0,00 out of 50 votes, average: 0,00 out of 50 votes, average: 0,00 out of 50 votes, average: 0,00 out of 5

I løbet af en helt almindelig dag er de fleste af os udenfor flere gange i kortere eller længere perioder. Vi tager cyklen til og fra arbejde, vi går en tur med hunden, vi trækker i løbetøjet eller snupper en rolig stund på altanen efter arbejde. Og det sætter sine spor på huden. For selv om det ikke er til at se med det blotte øje, er luften forurenet – især i byerne.

Forurening

“Når vi taler om forurening af huden i skønhedsbranchen, gælder det både fra luftpartikler, sol og stråling. Forureningen fra bilers udstødning lægger sig på hudens overflade og gør den grå, trist og irriteret. De mindste af partiklerne er så små, at de trænger ind i huden, så forureningen i luften gør lige så stor skade som solen,” forklarer skønhedsekspert Charlotte Torpegaard. Charlotte står bag skønhedsuniverset ilovebeauty.dk og har haft fingeren på pulsen i skønhedsbranchen i mere end 25 år. Det viser også den nyeste forskning fra det tyske Leibniz Research Institute for Environmental Medicine. Professor Jean Krutmann har udtalt, at mens uv-stråler har været det største emne inden for hudbeskyttelse de seneste 20-30 år, har luftforurening nu potentiale til at holde os beskæftiget de næste årtier.

Luftforureningen er lidt en sjov størrelse for folk at forholde sig til, fordi der ikke umiddelbart er nogen synlig skade. Du kan føle en ubalance i huden, men du ser først skaderne på sigt. Hvorimod solens stråler kan ses og mærkes og giver rød og skadet hud med det samme,

forklarer Charlotte Torpegaard. De ultrafine forureningspartikler, som du for eksempel bliver udsat for i den trafikerede gade eller i en bolig med tændte stearinlys, er op til 20 gange mindre end hudens porer og skaber en uheldig iltningsproces. Processen skaber de frie radikaler, der laver ravage i huden og gør den mere fugtfattig, pigmentramt og rynket. Det viser flere studier som blandt andet Journal of Dermatology Science og forskningen fra Leibniz Research Institute for Environmental Medicine. Men gælder det ikke kun folk, der bor i verdens største byer som Tokyo, Beijing eller Mexico City, tænker du måske. Desværre er svaret nej.

5 Steps: Beskyt din hud mod luftforurening

  1. Rens huden grundigt
    Brug en god rensebalm eller -vask til at rense huden i dybden. Den skal kunne trænge dybt ned og afgifte huden for frie radikaler og urenheder, før de kan nå at sætte sig fast og forårsage dehydrering og irritation.
  2. Tilfør antioxidanter
    Et serum med masser af antioxidanter kan deaktivere frie radikaler og hjælpe huden med at bevare sin udstråling og vitalitet.
  3. Beskyt huden
    Brug en ansigtscreme som et usynligt skjold på huden. Den kan både styrke hudens naturlige forsvarsmekanismer og beskytte mod forurening og uv-stråler.
  4. Brug en mist som skjold
    Inden du går ud ad døren, kan du bruge et pift ansigtsmist, der øjeblikkelig danner et skjold og beskytter huden. Du kan måde bruge den under eller over makeup.
  5. Giv et fugtboost
    Endelig kan en god fugtmaske et par gange om ugen være med til at beskytte huden mod miljøpåvirkninger ved at tilføre masser af fugt.

Det gør luftforurening ved huden:

Vores hud består af tre lag. Overhuden er det yderste lag, der består af hornceller. Populært sagt fungerer horncellerne som mursten i en mur, hvor fedtsyrer, kolesterol og lipider udgør en effektiv mørtel. Overhuden danner en fysisk barriere mod ydre påvirkninger. Det midterste lag er læderhuden og består af bindevæv (kollagen), og det inderste lag er underhuden, der primært består af fedt.

  • De små mikropartikler i luften trænger ind i de dybere lag i huden, hvor de ødelægger kollagenen og opløser de lipider, huden består af yderst. Det kan forsage inflammation, udtørring, en ujævn hudtone, hyperpigmentering og rynker og ødelægger samtidig vores yderste, beskyttende lag.
  • Holder du din hud sund og sørger for at rense godt, holder du den naturlige beskyttende barriere i topform. Så huden kan modstå mange af de ting, vi udsætter den for.

Et beskyttende filter til huden

Hele 92 procent af verdens befolkning lever i områder, hvor luftforurening med fine partikler overstiger Verdenssundhedsorganisationen WHO’s anbefalinger for god luftkvalitet. I Danmark er koncentrationen af de fine partikler, de såkaldte PM2.5-partikler, flere steder så høj, at luftkvaliteten kategoriseres som usund. Den gode nyhed er, at luftkvaliteten er blevet bedre i løbet af de seneste år. “Luftforureningen er ikke et stigende problem i Danmark, selv om mange danskere opfatter det sådan. Der er simpelthen bare kommet mere fokus på emnet. I virkeligheden er forureningen aftaget gennem mange år. Der sker dog stadig omkring 3.500 for tidlige dødsfald om året som følge af luftforurening, så det er stadig et stort miljøproblem – det går bare den rigtige vej,” forklarer Ole Hertel, der er professor i befolkningens udsættelse for luftforurening ved Institut for Miljøvidenskab, Aarhus Universitet.

Du er udsat i hjemmet

I Danmark transporteres en stor del af partikelforureningen op til os fra vores nabolande i syd. Derudover er det især udledning fra trafik og røg fra brændeovne, der er de mere lokale syndere.  “Der findes cirka 750.000 brændeovne i Danmark – og brænderøgen er den største lokale kilde til partikelforurening. Trafikkens forurening er dog den, som flest mennesker bliver udsat for, da vi møder den overalt i byerne hele året, mens brænderøgen er begrænset til korte perioder i fyringssæsonen og primært finder sted i bestemte områder,” forklarer Ole Hertel.

Beautyprodukter mod forurening

Det samme gør sig gældende andre steder i verden, og de store skønhedsbrands har i flere år lavet deres egen forskning og lanceret forskellige serier med anti-pollution produkter, der er specielt udviklet til at bekæmpe hudskader fra forurenet luft. Det gælder for eksempel Murads serie City Skin, der både beskytter mod blåt lys fra mobile enheder, forurening, infrarød stråling, uva- og uvb-stråler. Samt Elisabeth Ardens Prevage City Smart, der beskytter mod forurening og uv-stråler. Clinique har ikke bare udviklet en række hudplejeprodukter med anti-pollution. De har også lanceret en særlig børste til ansigtsrens, der skulle kunne fjerne snavs fra luftforurening mere effektivt.

Anti-pollution-produkterne virker som et beskyttende filter mod forurening, sol og stråling. De fokuserer på fugt, antioxidanter, vitaminer og typisk også et uv-filter, så din hud bliver bedre til at stå imod,

forklarer Charlotte Torpegaard. Derudover indeholder anti-pollution typisk også en række særlige ingredienser, der netop er kendt for deres modstandsdygtighed. Det er eksempelvis edelweiss-blomsten, der kun vokser på toppen af Alperne og er vant til at stå i mod i de barske omgivelser, hvor andre livsformer vil uddø meget hurtigt eller ekstrakt fra det tropiske moringa-træ, hvis frøkapsler også bruges til at rense vand for parasitter. Og der er god grund til at passe godt på din hud, for jo stærkere og sundere hudbarrieren er, jo mere modstandskraft har den. Huden beskytter os også imod skadelige påvirkninger udefra ved at være en del af vores immunforsvar og hindre skadelige stoffer og mikroorganismer som for eksempel bakterier i at trænge ind gennem huden til resten af kroppen. Men hvordan passer du bedst på din hud?

Undgå luftforurening

For det første opfordrer Ole Hertel til at tænke over din daglige gøren og laden.  “Overvej, om der nogle ting, du selv kan gøre i din dagligdag for at være mere miljøbevidst. Du kan for eksempel tage cyklen i stedet for bilen, overveje en el- eller hybridbil og overveje din brug af brændeovn,” forklarer han. I forhold til din personlige udsættelse for forurening har han også en række små tips og tricks, der kan gøre en forskel. “Bor du i byen, er det en god idé at lufte ud mod baggården frem for ud mod vejen. Det lyder simpelt, men det gør faktisk en stor forskel.” Cykler eller går du til og fra arbejde, gælder det om at undgå de mest trafikerede veje.

Vi gennemførte for nogle år siden en undersøgelse af, hvad det betød at vælge en grøn cykelrute af mindre trafikerede veje frem for den korteste rute, når man pendler mellem hjem og arbejde. Undersøgelsen viste, at du faktisk kan spare 30 procent forureningsudsættelse ved at undgå de mest trafikerede veje,

slår han fast. Han understreger dog, at du ikke behøver at pakke løbeskoene væk, hvis du er vant til at løbe i byen. “Selv om luften er forurenet, så er gevinsten ved motionen større end skaden ved at udsætte dig selv for luftforurening. Selvfølgelig er det bedre for dig at løbe i en park eller i naturen uden for byen, hvis du har mulighed for det, frem for langs vejene i byen, men fordelene ved motion er større end ulemperne ved forureningen” forklarer han. Inden for skønhedsbranchen er det dog ikke kun partiklerne i luften, der er fokus på. Der forskes også intensivt i, hvorvidt vores elskede smartphones også er en trussel mod huden.

Tip!

Du kan lynhurtigt tjekke, hvordan det står til med luftforeningen på netop din gade. Find kortet på Aarhus universitets hjemmeside her

Hvor godt kunne du lide artiklen?
1 Hjerte2 Hjerter3 Hjerter4 Hjerter5 Hjerter (No Ratings Yet)
Scroll ned til næste artikel