Giv et kompliment – og send de gode vibes videre

Komplimenter fører en lavine af positiv energi med sig og fungerer faktisk som en slags lim, der gør et forhold rigtig stærkt. Så frem med roserne, ikke bare til din kæreste eller mand, men til alle de mennesker, du holder af.

Giv et kompliment skøntsagt
Så godt kan andre lide artiklen:
0 votes, average: 0,00 out of 50 votes, average: 0,00 out of 50 votes, average: 0,00 out of 50 votes, average: 0,00 out of 50 votes, average: 0,00 out of 5

Giv et kompliment

“Mmm, hvor smager det godt. Tak, fordi du har lavet mad til mig”, “du var god til at forklare kunden, hvad det er, vi kan bidrage med” eller “det var betænksomt af dig, at du tog dig tid til at hjælpe mig.”

Der er mange måder at give et kompliment på. Det er bare ikke altid, at vi får sagt det højt, når vi lægger mærke til noget positivt ved et andet menneske. Og det er en skam, for komplimenter skaber masser af positiv energi, fortæller Louise Luxhøi, som er ekspert i mental sundhed.

“Ros er meget værdifuldt for os som mennesker. I bund og grund handler det om, at vi gerne vil være en del af fællesskabet og føle os anerkendt. Og netop derfor giver det så meget positiv energi, når andre roser os.

Faktisk er ros lige så værdifuldt for os som penge,” forklarer hun og peger på en undersøgelse, der viser, at hvis du får stillet en opgave, du skal lave gratis, og du får masser af ros for den bagefter, giver det samme udslag i hjernen, som hvis du havde fået penge for at udføre opgaven:

“Når vi giver komplimenter, er det ikke kun modtageren, der bliver glad. Det giver også en positiv følelse at være afsenderen. Et kompliment gør både andre og os selv i godt humør.”

Og der er faktisk også tale om en hel sneboldeffekt, forklarer Louise Luxhøj.“Jo flere komplimenter, du giver, jo mere breder det sig som ringe i vandet. Du kan skabe stor værdi for en anden uden at tænke nærmere over det.

Et kompliment er udtryk for, at der er en, der har lagt mærke til noget ved dig, som har værdi

Jeg komplimenterer for eksempel selv gerne min kassedame, hvis hun har ekspederet mig sødt. Så får hun måske en bedre dag på arbejdet og tager den positive følelse med hjem til sin familie bagefter,” fortæller Louise Luxhøi.
Og det er netop relationen til andre, der bliver stærk af komplimenter.

Gør parforholdet stærkere

Derfor er det vigtigt, at vi gør os umage med at italesætte det, når vi bliver positivt berørt af dem, vi holder af, i stedet for at tænke, at de sikkert godt ved, hvordan vi har det.
“Det kan godt være lidt grænseoverskridende, fordi vi på en måde blotter os selv, når vi giver komplimenter, men det er det hele værd, for det styrker i den grad vores relation til hinanden,” forklarer Louise Luxhøj.

Forskning har vist, at der er en direkte sammenhæng mellem, hvor længe et ægteskab holder, og hvor gode parterne er til at give komplimenter og heppe på hinanden.
“Komplimenterne fungerer som lim, der styrker en relation rigtig meget. Når du får ros, får du automatisk lyst til at være mere sammen med den person, der roste dig,” forklarer Louise Luxhøi og understreger, at det ikke kun gælder romantiske relationer.

Komplimenter kan også styrke dit forhold til din mor, din søster, din kollega eller dine børn. Der er altså al mulig god grund til at skrue op for komplimenterne, men det er ikke helt lige meget, hvordan du giver dem.

Drop falsk ros

For det første er det en god idé at skabe øjenkontakt og måske lige lægge en hånd på skulderen, hvis det er en person, du kender godt, som du vil rose. Derefter skal du tænke over, hvad du ønsker at påpege.

“Et kompliment er udtryk for, at der er én, der har lagt mærke til noget ved dig, som har værdi. Derfor er det stærkere at rose en persons egenskaber end for eksempel tøjstil. Og jo mere specifikt et kompliment, du kan give, jo større effekt har det,” forklarer hun.

I stedet for bare at sige: “Det var hyggeligt at se dig i går,” kan du sige: “Det var hyggeligt i går, og hvor var det bare sødt af dig, at du havde bagt jordbærtærte – det er min yndlingskage.” Og så er det selvfølgelig vigtigt, at du mener, hvad du siger.

“Hvis man kan mærke, at et kompliment er falsk, vil man straks tænke: “OK, der er en bagtanke. Du prøver at få mig til at gøre noget.” Det skal være givet med et ærligt hjerte for at have en positiv effekt,” understreger Louise Luxhøi.

Sig tak!

Ros er dejligt. Alligevel har mange – især kvinder – en tendens til at afvise det, når nogen giver dem et kompliment. Du har måske selv prøvet at rose en veninde for at se rigtig smuk ud i den kjole, hun har på, hvorefter hun forfjamsket kigger væk og siger: “Nej, den her gamle sag? Den har jeg haft i årevis.” Når vi reagerer sådan, bunder det ifølge Louise Luxhøi i lavt selvværd, så vi bliver flove og utilpasse, når vi får ros. Og hvis et kompliment bliver afvist på den måde, virker det helt modsat.

“Det er ikke særlig fedt for den, der har givet komplimentet, og det skaber en negativ og lidt akavet situation, der i stedet kan forringe kvaliteten af forholdet,” fortæller hun.
I stedet gælder det bare om at sige tak:
“Hvis du får et kompliment, skal du bare ranke ryggen og sige: “Tusind tak, det er jeg virkelig glad for, at du siger.” Punktum. Ikke noget men eller og, hvor du affejer komplimentet eller fluks sender det tilbage. Bare sig tak!”

Giv et like – også IRL

Efter de sociale medier har gjort deres indtog i vores hverdag, fyger det rundt med likes, hjerter og positive kommentarer. Men selv om du måske bliver glad, når nogen liker dit billede, kan det altså ikke måle sig med et highfive i den virkelige verden.
“Et kompliment kan aldrig blive lige så stærkt på de sociale medier. Det virker hundrede gange stærkere, når du har øjenkontakt og gør dig umage med at sige højt, hvad du tænker,” forklarer Louise Luxhøi.

Hun mener også, at det kan være svært at afkode, om komplimentet er oprigtigt, når du ikke kan se personen og høre, hvilket toneleje det bliver sagt i.
“Hvis du virkelig mener det, så gentag det næste gang, I ses i virkeligheden, og øv dig i at være mere konkret. Der er så mange tomme fraser som: “Det var hyggeligt at møde dig,” hvor vi godt kunne bruge sproget lidt mere nuanceret og tage os tid til at tænke over, hvad det var, der berørte os positivt.”

Så kan du måske i stedet sige: “Det var hyggeligt at møde dig. Jeg synes, du er enormt venlig, og jeg følte mig rigtig godt tilpas i dit selskab.” Det kræver lidt mere mod, men det booster også din egen selvtillid, så du skal bare prøve at gøre det. Det har større effekt og virker meget mere oprigtigt,” lyder det opfordrende fra Louise Luxhøi.
Så næste gang du tænker noget positivt om en af dine kære, prøv at sige det højt, og glæd ikke kun din omgangskreds, men også dig selv.

Når du får et skulderklap

  • Du bliver glad.
  • Du får mere overskud og handlekraft.
  • Du får lyst til at være mere sammen med den, der roste dig.
  • Du bliver rolig.
  • Din puls og din hjerterytme bliver langsommere, hvilket er med til at reducere stress.

Louise Luxhøi er ekspert i mental sundhed, forfatter til bogen ‘Mental topform − 28 dage til mere robusthed og overskud’ og udbyder af onlinekurser. Læs mere på louiseluxhøi.dk

 

Hvor godt kunne du lide artiklen?
1 Hjerte2 Hjerter3 Hjerter4 Hjerter5 Hjerter (No Ratings Yet)
Scroll ned til næste artikel